En ung mand der er elev på Platons akademi findes dræbt og lemlæstet af ulve. Tegntyderen Herakles bliver imidlertid hyret af en af Akademiets filosoffer, der ikke tror på, at dødsfaldet er en ulykke.

Flere lemlæstede lig dukker op, og Herakles får sin sag for. Det gør det oldgamle værks oversætter også - som hans arbejde med oversættelsen skrider frem, bliver han mere og mere overbevist om, at der er noget mystisk ved teksten. Fra starten er han sikker på, at der gemmer sig en gåde i teksten, men efterhånden får han en snigende fornemmelse af, at teksten og dens gåder er stilet direkte til ham.

Kun en tåbe frygter ikke "den filosofiske roman", men her er der ikke grund til frygt og bæven, for romanen er ganske humoristisk fortalt. Som historien skrider frem bliver man opslugt af det evigt aktuelle spørgsmål om, hvilken rolle læseren spiller i en tekst, og det er ikke uden gysen, man lukker bogen efter sidste linje.


Somoza er en raffineret fortæller, der doserer sine oplysninger så præcist, at læseren selv pendler mellem tegntyderens og oversætterens rolle uden på noget tidspunkt at være klogere end nogen af de to.

Det kræver måske nok en smag for det litterære at læse bogen, men på den anden side er den så levende og vittigt fortalt, at en hang til mystik måske kan gøre det. Mere skal der ikke siges her - og hvem ved i øvrigt, om jeg læser den samme tekst, som en anden læser?