Privatdetektiven Slavek Lorentzen leder efter en ung, smuk kvinde, Annika, der tilsyneladende er forsvundet. Men kun tilsyneladende - og snart er det meget værre end en banal forsvindingssag.

Set-uppet er klassisk: snart er jægeren den jagede; Slavek bliver mistænkt for mordet på Annika, som han har opsporet i Sverige. Ikke alene er der tekniske beviser, der peger på Slavek, der er også en tidligere chef i politiet, der vældig gerne vil have ram på ham.

Romanen er sat i scene i et kunstmiljø omkring gallerier og opportunistiske kunstopkøbere, der er villige til at gå lige lovlig langt for at få en god profit. Kunst er ikke ligefrem Slaveks kernekompentence, men der er efterhånden en hel del, der dæmrer for ham. Og ikke kun om kunst!

Romanens styrke ligger i den lidt skæve persontegning, der var med til at gøre Jonas Bruuns debutroman, Drivjagt, til noget af det mere interessante på den danske krimiscene. Morelli-metoden har ikke den samme friskhed i plot og setting, for denne gang har Bruun tilsyneladende bestemt sig til at lege med genrens klicheer, og det slipper han ganske godt fra. Romanen er som den foregående en smule ondskabsfuld i sin humor, og det kan undervejs få læseren til at gnægge i det imaginære skæg.

Sammenlignet med Drivjagt kan Morelli-metoden alligevel forekomme en lille smule tam; den originalitet, debuten fremviste, savner man i Morelli-metoden. Ikke desto mindre har Bruun tæft for krimien, sans for sproget og ikke mindst lyst til at lege med genren, hvilket er mere, end man kan sige om så mange andre krimiforfattere.