Til Carl Mørcks store fortrydelse skal Afdeling Q udvides med en sekretær - og ovenikøbet have besøg fra udlandet.

Har man læst forgængeren til Fasandræberne, Kvinden i buret, vil man vide, at Mørck foretrækker at få lov at være i fred, og da det ikke lader til at være muligt, vil han i hvert fald selv afgøre, hvilken gammel sag, han skal arbejde på. På uforklarlig vis er en sagsmappe om et angiveligt opklaret mord landet på hans skrivebord, men for både Mørck og hans uforlignelige assistent Assad står det klart, at der er meget i den sag, der ikke har fundet sin rette forklaring. Indimellem nyindretning af kontoret og traksserier med ledelsen går Mørck i gang med at efterforske sagen om et dobbeltmord, der har tråde til en gruppe overklassebørn - i dag landets mest magtfulde mennesker.

Man både gyser og griner, når man læser Fasandræberne. Jussi Adler-Olsens bøger er skævere end de fleste danske krimier, og det kan læseren få stor fornøjelse af, hvis hun er rede til at give køb på den allermest hardcore realisme. Forlaget har valgt at kalde romanen en "krimithriller", og det rammer stemningen i Fasandræberne ganske godt. Adler-Olsen holder læserens nysgerrighed fast til næste bind, for hvad er der egentlig med ham Assad? Og hvordan vil det gå med en udvidet Afdeling Q? Der er således god grund for nye læsere til at hoppe på vognen!