Ante Valdemar Roos har levet et kedsommeligt, glædesløst liv. En dag drømmer han en drøm, der er med til at ændre hans livsopfattelse - for måske er der mere i livet end det, han hidtil har kendt?

Det ønske, der opstår i Valdemar, er beskedent: et lille hus i skoven, hvor han kan vandre rundt. I fred. Da han vinder i lotto, får han sit livs (eneste) chance, og han griber den. Sådan mere eller mindre. Så krydser et andet menneske hans vej, og alt forandres. Den 21-årige Anna stikker af fra et behandlingshjem, og hun og Valdemar skaber et besynderligt venskab.

Det er først, da Valdemar forsvinder, at alt det ovenstående bliver kriminalkommisær Gunnar Barbarottis problem, sammen med de andre, han tumler med: han har fået sin Marianne, men også et brækket ben og ikke mindst hendes bror med i købet. Sammen med kollegaen Eva Backmann begynder han at grave i Valdemars liv, og intet overraskende dukker op. I hvert fald ikke før, de finder et hus i skoven og et lig ved siden af.

Håkan Nesser afslutter med Berättelse om Herr Roos sin Barbarotti-trilogi, der næppe kan kaldes kriminalromaner i traditionel forstand. Gunnar Barbarotti er en original og sympatisk hovedperson, og Nesser er i det hele taget formidabel i sine menneskeskildringer. Valdemar Roos er en antihelt som få andre, men læserens sympati med ham vokser i takt med hans desperate forsøg på at holde ild i sin lillebitte livsgnist. Som de foregående bind i serien er Berättelse både rørende og morsom, og jeg ser allerede frem til at læse den igen. Hele trilogien må anbefales på det varmeste - både som krimier og kærlighedsromaner, som livsfortællinger og læseværdige romaner.