Forårets tøvejr afslører et lig i vejkanten - en tilståelse, der ikke holder vand og med uhyggelige konsekvenser. Alt sammen hænger sammen med gamle begivenheder.

Det er svært at blive integreret i et lille landsbysamfund. Det har Paul Bremer, psykolog og forfatter, måttet sande efter at være flyttet til Klein-Roda efter en skilsmisse (se ”Caruso synger ikke mere”). Han mener selv det er lykkedes, men som begivenhederne udvikler sig, begynder han så småt at tvivle.

Et barn dør på operationsbordet – uundgåeligt eller lægefejl? Selvfølgelig lægefejl, mener forældrene og lægger sag an. Lokalsamfundet bakker op. Der sker flere ting, og pludselig er lægen skyld i det hele – en syndebuk, især en udefrakommende, er god at have.

Det er vinter, og da sneen er væk, finder man et lig – en påkørselsulykke? Lægens kone, der har weekendbolig i Klein-Roda, er den åbenbare bilist. Hun nægter ikke, men under retssagen rejser lægen sig op og påtager sig skylden.

Pauls gamle veninde, statsadvokaten Karen, har sagen, men er forelsket i en retsmediciner – ham der har sagen, og det komplicerer selvfølgelig sagen. Paul Bremer har oplysninger der kan belyse sagen, men han og Karen går fejl af hinanden, og han får andet at tænke på, da han bliver udsat for chikane, brandattentater m.v. Ved han noget, der kan afsløre forbryderen?

Det hele hænger sammen med noget, det skete for mange år siden – en meget uhyggelig historie, der langsomt afdækkes i denne lidt – tilsyneladende - hyggelige, småsnakkende krimi.

Anne Chaplets tese er, at i de små samfund holder man sammen mod udefrakommende, og sker der noget, skal det helst være ”de andre”, ”de fremmede”, ”de nye”. Det er for svært at håndtere, hvis det er naboen - nogen man er afhængig af.