Carrell har desværre endnu engang taget Shakespeares hemmeligheder under behandling. Første gang var det sjovt og spændende, nu virker det kedeligt.

Som Shakespeares hemmelighed, er Shakespeare forbandelsen også opbygget som en krydsklipning mellem fortiden, dvs. Shakespeares tid og nutiden, hvor Kate Standley endnu engang skal undersøge en hemmelighed fra fortiden.

Denne gang er det Macbeth-stykket der er under behandling. Kate Stanley bliver indblandet, da den rige og tidligere primadonna-skuespiller, Lady Nairn, ønsker at sætte Macbeth op i sine naturlige omgivelser. Det er Kate der skal være instruktør. Desuden har Nairnhyret en række kendte Shakespeare-skuespillere.

Men så nemt går det selvfølgelig ikke. Under prøverne er der nogle, som ikke ønsker at skuespillet skal se dagens lys i denne opsætning. Dette fører snart efter til mord. Lady Nairn flygter til sit skotske landsted, hvortil også Kate ankommer.
Lady Nairns niece, Lily kommer hurtigt til at spille en rolle på landstedet, da hun er draget af det okkulte. Snart er Kate indblandet i mærkelige ritualer og hemmelige møder i nattens mørke.

Jeg mener faktisk at romanen er ganske spændende sine steder, men det virke meget fortænkt, at Shakespeare og Macbeth-opsætning og manglende sider i manuskriptet kan have denne enorme effekt i forhold til menneskene. Selvfølgelig ville det være interessant, hvis der blev opdaget yderligere sider eller et helt ukendt manuskript, men alligevel. Jennifer Lee Carrell bør klart stoppe nu med sin Shakespeare besættelse og kaste sig over en anden type plot.

Selv om Jennifer Lee Carrell skriver spændende romaner, så er de glemt hurtigt efter læsningen, hvis altså ikke hun laver for mange gentagelser i forhold til tidligere.