![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Sankt Psyko af Johan Theorin. - , 2012 (dansk udgivelsesår) Genrer: Skandinavisk Denne bog foregår i: Sverige Hvorfor vil Jan så gerne arbejde med børn – og især børn af forældre der er indsat på den sikrede institution Sankt Patricia, kaldet Sankt Psyko? Spændende psykologisk thriller ![]() Jan Hauger er en dygtig pædagog, han har det der skal til for tvangfrit at være sammen med børn, sammen med børn slapper han af - ja, han er mere end normalt glad for børn. Aha, tænker den opmærksomme læser! Men nej, sådan hænger det ikke sammen. Han søger og får arbejde ved børnehaven tilknyttet den sikrede psykiatriske anstalt, Sankt Patricia – kaldet Sankt Psyko. Alle børnehavens børn har en forælder blandt de indsatte/patienterne, som efter en voldsdom er anbragt på den sikrede anstalt. Jans udgangspunkt er at han vil beskytte børn, årsagen ligger i hans barndom og ungdom, som vi efterhånden hører om, og som også er årsagen til at han søger stillingen ved Sankt Psyko. Fra børnehaven er der en højsikret gang over til Sankt Psyko så børnene jævnligt kan være sammen med deres indsatte forælder, men flere end Jan har interesse i denne adgang. Det hele udvikler sig meget drabeligt, de perfekte planer er ikke så perfekte endda. ’Sankt Psyko’ er en meget spændende psykologisk thriller, men i mine øjne lever den ikke op til forfatterens Ölandsserie. Den mangler den nerve, især ’Skumringstimen’ og ’Natstorm’ har. Af Marit Haugaard (23.03.2012) Andre bogomtaler af Marit |