![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Haltefanden : politiroman af Ole Frøslev. - , 2012 (dansk udgivelsesår) Genrer: I gamle dage/Historisk krimi, Politiarbejde Denne bog foregår i: Danmark Denne bog foregår i: København (Danmark) Krigen synger på sidste vers, tyskerne og modstandsbevægelsen kommer oftere i klammeri. Bjørner og kollegerne samler beviser mod stikkere og kollaboratører, lige til Bjørner hører ordene ”Hände hoch” ![]() Bogen tager sin begyndelse i januar 1945, Bjørner er gået under jorden efter tyskerne arresterede politiet. Men som flere politifolk undslap han (læs forrige bind i serien ”Gangsterpigen”) og han har næsten lige så travlt som da han arbejdede som betjent. For sammen med sine kolleger er Bjørner medlem af en illegal gruppe der har travlt med at overvåge stikkere og kollaboratører. Og dem er der faktisk en del af, og de skal overvåges og undersøges. For efter krigens ophør at blive arresteret og stillet til ansvar for deres handlinger under krigen. Bjørner overvåger ikke kun kriminelle, men hjælper også med at flytte hemmelige arkiver rundt i byen for at undgå tyskerne. Eller han hjælper en gruppe modstandsfolk der skal fragte våben gennem byen, men det går galt og et par af modstandsfolkene likvideres. Derfor liver Bjørner sat til at finde ud af hvad der gik galt, og han har snart indkredset at det er en våbenkonflikt imellem modstandsbevægelsen og dele af det hemmelige militær der ligger bag. Som tiden skrider frem, og flere indser tyskerne for alvor er ved at tabe krigen, skærpes kampen mellem modstandsgrupperne og tyskerne. Det opdager Bjørner på egen krop den dag han angives af Haltefanden. Han er en person som Bjørner og andre i modstandsbevægelsen har holdt øje med da han var mistænkt som stikker. Og det viser sig at være sandt, så Bjørner kommer i kløerne på Gestapo og deres afhøringer er ikke af de rare slags. Det syvende og afsluttende bind i Ole Frøslev politiserie fra krigens tid, får en flot afslutning. Som i de foregående bind, er der ingen tvivl om researchen er fuldstændig. Det er beskrevet så man føler man er med på gaderne, når Bjørner skynder sig gennem byen på cykel. Og det til trods for forfatterens ord om de åbenmundede betjente er hans værk - som jeg især også lagde mærke til i denne bog. Men læs serien for at få en fantastisk god stemning fra krigens tid i Købehavn, og forstå måske lidt bedre de begrænsninger der var på den tid. Af Lone Pedersen (17.05.2012) Andre bogomtaler af Lone |
