Rosenkilde & Bahnhof vil nu udsende samtlige romaner og noveller om Sherlock Holmes. Dejligt initiativ, selv om første bind i serien er lidt kedelig ind imellem.

”Et studie i rødt” var Arthur Conan Doyles første historie om Sherlock Holmes. Svend Ranild indleder hele serien med et ca. 40 siders lang introduktion, som sætter Sherlock Holmes ind i filmhistorie, fra de første danske stumfilm om Sherlock Holmes og helt frem til Robert Downey Jr.s Sherlock Holmes eller BBC’s tv-serie fra 2010- med Benedict Cumberbatch. Den rigtige tv-serie om Sherlock Holmes for mig, er Jeremy Brett, som Granada Television producerede fra 1984 og frem til Bretts død. Så når jeg læser Sherlock Holmes er det i skikkelse af Jeremy Brett.

Svend Ranild har lavet et fantastisk forord til romanen omkring hele Sherlock Holmes universet, som helt klar bør læses, uanset om man har tænkt sig at læse selve romanen eller ej.

Selve romanen ”Et studie i rødt” er nemlig ikke helt så interessant, som romanens forord. Romanen indledes med Doktor Watson og Sherlock Holmes og deres første møde med hinanden. Sherlock Holmes viser allerede fra starten fra sin excentriske side.

Vi får selvfølgelig en introduktion til Sherlock Holmes fantastiske iagttagelsesevne ved mødet med Dr. Watson. Dr. Watson bliver imponeret og da han får forklaringerne om, hvordan Holmes kan se at han er læge, været hos militæret og blev såret under krigen i Afghanistan. Efterfølgende finder dr. Watson dog ud af, at Holmes altid kan være så skarp i sine iagttagelser.

I ”Et studie i rødt” møder vi også de to arrogante opdager fra Scotland Yard: Gregson og Lestrade. Ingen af dem er videre begavet, men som Sherlock Holmes siger, de mest begavede opdager i politiet. Det er da også Gregson og Lestrade der ender med at løbe med opmærksomheden, da Sherlock Holmes har opklaret forbrydelsen.

Denne anmeldelse indeholder som nævnt ikke meget om selve romanen, men som nævnt er den heller ikke videre interessant. Det mest underlige ved romanen er da også, at vi efter selve opklaringen egentligt har fundet sted, skal have hele ofrenes forhistorie og dermed også en forklaring på mordene – som vel fylder ca. halvdelen af romanen. Det er altså en kedelig måde strukturen i romanen er skruet sammen.