menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Lig og laurbær af Kim Marthedal. - , 2013 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Hvem er morderen?/puslespilskrimi

Denne bog foregår i: Danmark

Denne bog foregår i: København (Danmark)

Homoseksuelle mænd myrdes rundt i byen, og freelancejournalisten Adam skal skrive om sagen. Men det bliver snart for meget for morderen som vender sine øjne mod Adam.


bogomslag
Omslag af:
Bente Nordstjerne Petersen
En ung homoseksuel mand myrdes i en park, og vicepolitiinspektør Simon Falk beder freelancejournalisten Adam Rasmussen om at skrive visse detaljer om sagen i den lokale avis.

Adam, der selv er homoseksuel, kan ikke holde sig fra at efterforske sagen på egen hånd, og snart har han opsnuset en mistænkelig kondiløber i parken.
Det viser sig dog at kondiløberen er en meget tiltrækkende fyr, og Adam kan ikke lade være med at drømme om en ny kæreste.

Samtidig bliver flere yngre homoseksuelle mænd myrdet rundt i byen. Men er det en fra det homoseksuelle miljø eller bare en morder som har set sig gal på homoseksuelle? Adam og hans nye ven er bekymrede, og det viser sig da også morderen har planer med Adam. Alt ender dog på fin vis og Adam kan glæde sig over sin nye lækre kæreste.

Det er en charmerende krimi som fanger ens opmærksomhed på fin vis. Det er en letlæst krimi – et par timer i toget til og fra arbejde gjorde, jeg fik læst det meste. Og resten blev læst samme dag for nu skulle morderen afsløres.

Adam er en sød hovedperson, som også til tider er meget feminin og tøset. Der er et fint drive i romanen. Jeg tænkte ikke alverden over at hovedpersonerne er homoseksuelle, men mere på hvem morderen var.

På forsiden står bogen angivet som en homoerotisk kriminalroman, og ja hovedpersonen er homoseksuel. Der er visse scener med sex, men hvilken krimi i dag indeholder ikke det? Så på den måde adskiller den sig ikke meget fra alle andre krimier.

Jeg ser det dog mere som et salgstrick som faktisk ikke var nødvendigt. Bogen skal nok blive læst alligevel.


Af Lone Pedersen (31.08.2013)

Andre bogomtaler af Lone
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden