menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Gerningssteder : en kriminalvandring gennem Københavns mord af Peer Kaae. - , 2014 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Politiarbejde

Denne bog foregår i: Danmark

Denne bog foregår i: København (Danmark)

Hvis du har hang til virkelige kriminalsager, er her en lidt hurtig gennemgang af 41 af de mord der er begået i København gennem de seneste lidt over 100 år.


bogomslag
Det betyder vi kommer til at læse om hustrumordere, en barnemoderske, simpelt rovmord og andre grumme mennesker gennem tiderne. Det ældste af de beskrevne mord er begået i 1904 og det seneste i 2005. En blanding af opklarede og uopklarede sager gennemgås.
Bogen er delt ind efter de fem kvarterer der er i København samt Frederiksberg. Hver af afsnittene indledes med et kort mærket med gerningsstederne og en stiplet linje der fører fra det ene mordsted til det næste. Så kortet kan bruges som en turguide om man vil det. Samtidig er der en skrevet vejledning hvor mordofrets navn er nævnt, samt den korrekte adresse. Til hver sag er desuden et billede (ofte ganske nyt) af gerningsstedet.
Ud fra FBI’s efterforskningsmetoder om mordere og gerningssteder, ser Peer Kaae på nogle af de sidste 100 års mordsager begået i København.
Ved hjælp af disse metoder bringes vi fint rundt om det enkelte gerningssted, og i nogle tilfælde har forfatteren opstøvet et vidne som tidligere er overset af politiet. Hver sag afsluttes med en status: Opklaret / uopklaret.
Mordet på Peer Bangsvej som forfatteren tidligere har skrevet en bog om, er også det mord der fylder mest i bogen. Desuden kommer vi rundt om en del kendte og ukendte mord, f.eks. postrøveriet i Købmagergade, mordet på en blikkenslager i 1912 og mange andre grusomheder.
Peer Kaae kender de udvalgte sager og har lavet research rundt omkring i arkiver mv. Det er der kommet en ganske underholdende bog ud af. Hvis man må sige det om et sådan emne.
Nogle af sagerne er der lige lovligt kort beskrevet, men måske der ikke har været mere materiale. Det er også ganske spændende at læse forfatterens betragtning i udvalgte uopklarede sager, over hvem morderen er.

Det hele er fortalt på en kort, sober måde og holdt i et letlæst sprog. Peer Kaae er en god fortæller og hvis man læser bogen i mindre bider, går det lidt lettere med at kapere de til tider makabre detaljer.
Til sammenligning findes bogen af Niels Martinov ’Dræbt på stedet : guide til gerningssteder i København’ (Dokumentas, 2008). Et par af de samme sager gå igen i begge bøger.


Af Lone Pedersen (08.08.2014)

Andre bogomtaler af Lone
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden