En syrisk dreng forsvinder fra et modtagecenter nær Oslo, og en pensioneret politibetjent findes myrdet i Bergen. Begge dele optager den nu degraderede Edvard Matre

Spoiler alert: Denne bog – og denne anmeldelse - kan ikke læses uden at have læse mindst den første bog i serien om Edvard Matre, ’Af jord er du kommet’.
Grundet sin rolle i begivenhederne i ’Af jord er du kommet’, bliver Matre suspenderet fra Kripos og tilbudt en stilling i ”Afdelingen for forsvundne asylbørn”, en afdeling der er startet for at pacificere offentligheden, der har hidset sig op over alle de uledsagede asylbørn, der forsvandt fra modtagecentrene.
Afdeling er så meget sagt, lokalerne består af et lille mørkt og støvet kontor med skæv persienne, og personalet består af ham selv. Han får at vide, at hvis han på et tidspunkt vil tilbage til Kripos, skal han forholde sig i ro og ikke lave postyr. Altså han skal bare føre statistik, og det passer ham meget dårligt.
En dag bliver han opsøgt af en ung kvinde, der vil spørge til efterlysningen af en 13-årig syrisk dreng, der er forsvundet fra et modtagecenter nord for Oslo. Hun accepterer ikke hans forklaring, at han bare er skrivebordspoliti, og at sagen hører under den lokale politimyndighed.
Det ender selvfølgelig med at han begynder at spørge sig for, til det lokale politis utilfredshed – og dårlige samvittighed. Forsvundne asylunger har ikke højeste prioritet.
Drengens storebror er tilsyneladende rejst hjem til Syrien for at slutte sig til Jabath al Nusra, og man mener at lillebroren er fulgt med. Inderst inde er Matre ikke enig, men giver sig.
Især da han af et underbemandet Kripos bliver sendt til Bergen for at hjælpe til med opklaringen af det brutale mord på en pensioneret politibetjent. Da alt tyder på, at det er jalousimord, er han på vej hjem igen, men så sker der en ny udvikling i sagen.
Betjenten havde brugt sit otium på at hjælpe Victoria med at finde ud af, hvem den mand, hun dræbte i ’Af jord er du kommet’, egentlig var, bortset fra et brutalt bæst. Hendes samlever, Matre, vil bare, at hun skal glemme det hele, men hun kan ikke lægge det bag sig.
De finder frem til mandens rigtige identitet og hans plejeforældre, der fortæller at han og hans bror er ’djævelens børn’, de brændte ægteparrets egne børn inde.
Og nu bliver det spændende, intet er som man tror, og man iler videre til sidste side.
Efter alt at dømme er’Djævelens børn’ sidste del af en trilogi om Edvard Matre og Victoria. Der er ikke en ny bog på vej på norsk, så vidt jeg kan se, og slutningen antyder at ringen er sluttet. Det har været et godt bekendtskab med en engageret, dygtig og (næsten) sympatisk kriminalmand, velskrevet med gode personbeskrivelser og gode plots.
Men måske er det godt nok, for efter min mening lever denne tredje ikke helt op til de to andre.
Chris Tvedt har også skrevet serien om forsvarsadvokaten Michael Brenne, men så vidt jeg kan se, er kun ’Dødens cirkel’ kommet på dansk.