menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Fortidens døde af Ian Rankin. - , 2012 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Politiarbejde

Denne bog foregår i: Skotland

Velskrevet krimi om magtmisbrug i politikorpset, og hvor et mistænkeligt dødsfald peger tilbage på et tilsvarende mord mange år tidligere


bogomslag
Malcolm Fox og hans hold fra den politienhed, der undersøger urent trav hos kollegerne, sendes nordpå til Fife, hvor en betjent er tiltalt for at bruge sin position til at tiltvinge sig seksuelle ydelser. De skal undersøge om kollegerne på politistationen har dækket over ham, og de bliver ikke ligefrem mødt med åbne arme.
Et vidne findes død – mord eller selvmord? Da Fox har befundet sig på gerningsstedet og efterladt fingeraftryk, må han overlade sagen til kollegerne, hvilket giver ham tid til noget helt andet. Nemlig at fortsætte den undersøgelse, offeret var i gang med. I 1980’erne fandt man Francis Vernal, et fremtrædende medlem af den skotske befrielsesbevægelse, dræbt i en trafikulykke – men også med en kugle i hovedet.
Mange spørgsmål trænger sig på: Hvorfor befinder bilvraget sig i det nutidige (mord)offers lade? Hvorfor var man så efterladende i forbindelse med undersøgelsen af ulykken/mordet/selvmordet dengang? Hvad var Special Branch’s rolle? Hvad er Special Branch’s rolle i dag? Hvorfor forsvandt Francis’ elskerinde og medsammensvorne sporløst? Og hvorhen? Alt det finder Fox ud af.
Fox og Rebus har meget tilfælles, de er arbejdsnarkomaner, og de går helt deres egne veje. Og det gør de godt.
’Fortidens døde’ er anden del af serien med Malcolm Fox, en serie man trygt kan kaste sig over. Det var mit første bekendtskab med Malcolm Fox, og det er ikke sidste bind i serien, jeg læser.
Interessant er det at man i dag står over for en reel mulighed for en skotsk løsrivelsen fra unionen.


Af Marit Haugaard (21.03.2017)

Andre bogomtaler af Marit
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden