menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Dyndkongens datter af Karen Dionne. - , 2018 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Stærke kvinder/femi-krimi, USA på bunden

Denne bog foregår i: USA

Helenas far er undsluppet fængslet og Helena ved hun er den eneste der kan fange ham. For Dyndkongen har lært sin datter alle tricks til at opspore et andet menneske.


bogomslag
Omslag af:
eyelab.dk
Helena opdager til sin store skræk, at hendes far er på fri fod fra det fængsel han ellers var indsat i for mord. Helena ved hvad det betyder og gør sig klar til det endelige opgør med sin far. For hun er den eneste der kan fange ham og han venter også på hende.

I krydsklip mellem nutiden og Helenas barndom, oprulles en anderledes og ofte grusom barndom.
Helenas mor var som 16 årig blevet bortført af Helenas far. Han tog hende med dybt ind i Michigans dybe sumpe, hvor de lever et meget primitivt liv. De ser ingen andre mennesker, men Helena lærer alt om naturen og dyrelivet. Og hvordan man overlever i sumpen med meget få midler. Livet er barsk for alle, selvom faderen er enehersker og dermed gør som han vil.

Det er en meget barsk fortælling om livet i sumpen. Det var en barndom præget af meget vold, både psykisk med også fysisk. Men der var også et særligt bånd mellem Helena og hendes far. Hun så i flere år meget op til ham og han lærte hende meget om livet i ødemarken. Bla at jage et bytte og nedlægge det. En dag så Helena dog sin far med andre øjne og forstod at verden er ændret, og hun er nødt til at gøre en indsats for et andet liv.

Det er en intens og meget fængslende fortælling. Jeg var suget ind i fortællingen, om livet i sumpen. De mekanismer en person gør brug af for at nedbryde og fastholde et andet menneske
Forfatteren skriver let og fængslende og jeg slap ikke bogen mange øjeblikke. Jeg var fascineret af det levende sprog og den anderledes fortælling. Man mærker at forfatteren kender til faunaen og har sat sig ind i livet i ødemarken.

Men det er også fascinerende at læse om Helena og hendes far. Deres indbyrdes forhold, som vipper begge veje. Lige til den dag det ikke vipper tilbage til hans fordel.

Titlen referer til både HC Andersens eventyr, som der er citeret passager fra i bogen. Men også til det tilnavn Helena og hendes far har fået. Dyndkongen og hans datter.

Det er en bog der får mine varmeste anbefalinger, hvis du leder efter en god spændingsbog.


Af Lone Pedersen (13.02.2018)

Andre bogomtaler af Lone
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden