Igen en god bog om den bergensiske privatdetektiv, Varg Veum, der som sædvanlig roder sig ud i dette og hint.

Vi er efterhånden nået til bog nr 19 i serien om Varg Veum, den snart aldrende privatdetektiv i Bergen. Han er dog stadig adræt, og derfor lykkes det ham efter et kundebesøg at undslippe en flugtbilist – han kaster sig resolut over en snevold.
Lettere rystet finder han tilbage til sin bil og kører hjem. Men noget nager – var det et uheld? Bilens fører virkede meget målbevidst, og han husker et par dødsannoncer i den senere tid, hvor ham bekendte navne er omkommet ved ulykker.
Det er ikke personer, som han ønsker at associeres med, nemlig to af de personer, der sammen med ham var anklaget i en pædofilisag (se “Ingen er så tryg i fare”, 2015), men med sin egen nærdød in mente begynder han at undersøge omstændighederne ved de to dødsfald. Som sædvanlig bliver han ikke populær, i modsætning til ham selv, der ikke blev tiltalt, blev de to andre dømt, fængslet og hængt ud i pressen. De pårørende er ikke begejstrede for at tale med ham.
Men Veum giver ikke op og kan til sidst konfrontere gerningsmanden. Og her får vi så forklaringen på den lidt underlige titel. I lighed med flere af de senere Veum-bøger stammer titlen fra Bibelen, nærmere bestemt Johannes Åbenbaring, der som bekendt ikke er for tøsedrenge.
Et andet spor i bogen knytter sig til foregående titel (Storesøster”, 2017), hvor Veum møder sin halvsøster og får kendskab til, at hans far måske ikke er hans biologiske far. Svaret på en DNA-prøve har længe ligget I hans skrivebordsskuffe, uden at han har vovet at åbne kuverten. Nu gør han det – fortsættelse følger