menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Den forsvundne tjenestepige af Holly Hepburn. - , 2026 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Hyggekrimi, I gamle dage/Historisk krimi

Denne bog foregår i: England

Denne bog foregår i: London (England)

Forvist til kælderen under Baker Street 221 B opdager Harriet, at ét brev ikke blot kræver et afslag—men trækker hende ind i sin egen kriminalgåde.


I denne charmerende roman bliver vi taget med til 1930’ernes London, hvor unge Harriet White arbejder som sekretær for en bankdirektør, der desværre ikke holder sine tilnærmelser for sig selv. Da Harriet afviser ham, bliver hun degraderet til bankens kælder, hvor hun skal besvare breve til ingen ringere end… Sherlock Holmes. Eller rettere: til den fiktive Holmes, som banken understøtter med standardiserede svar.
Men Harriet er ikke en kvinde, der kan nøjes med rutinearbejde. Hun bliver fanget af brevenes historier – især da et brev fra en desperat ung kvinde dukker op. Hun beder “Holmes” om hjælp til at finde sin forsvundne søster, Mildred, som er blevet anklaget for tyveri og senere forsvinder endnu engang.

Harriet kan ikke slippe sagen. Hun udgiver sig for at være Holmes’ assistent og kaster sig ind i opklaringsarbejdet, der fører hende ud i Londons skumle kvarterer, ind i varehuse med kvindelige tyvebander og helt tæt på en sag, der viser sig at være langt mere kompleks, end hun havde forestillet sig. Når aviserne pludselig kan fortælle, at en tjenestepige ved navn Mildred er blevet fængslet, bliver Harriet for alvor drevet af retfærdighedstrang. Heldigvis får hun hjælp fra sin brors ven, advokaten Oliver, der måske – måske ikke – har lidt mere end professionel interesse i hende.

Bogen er en hyggelig, let spændingsroman, der balancerer elegant mellem klassisk detektivstemning og et levende portræt af en ung kvinde, der nægter at lade sig begrænse af tidens normer. Harriet er både modig, kvik og uimodståeligt nysgerrig, og hendes liv i kælderen under Baker Street 221B er et skønt afsæt for en fortælling fyldt med charme, humor og spirende selvstændighed.

Jeg er blevet indfanget af Harriet White og hendes blanding af naivitet, snarrådighed og ukuelig optimisme. Og jeg fortsætter uden tøven direkte videre i næste bind i serien.


Af Lone Pedersen (03.02.2026)

Andre bogomtaler af Lone
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden