![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Matsort motiv : Kriminalroman af Eva Maria Fredensborg. - , 2026 (dansk udgivelsesår) Genrer: Hvem er morderen?/puslespilskrimi Denne bog foregår i: Danmark Reklame - Et stjålet kunstværk, en død kunstsamler og et umage makkerpar. Første bind i en lovende krimiserie, der efterlader læseren sulten efter mere. ![]() Omslag af: Simon Lilholt / Imperiet Denne bog er første bind i en ny krimiserie, og det er en lovende start på et univers, der allerede byder på interessante karakterer, spændende mysterier og et makkerpar, der skiller sig ud fra mængden. Hovedpersonen Ellen har forladt sit arbejde som efterforsker hos politiet for at overtage familiens fødegård efter sin brors død. Livet på landet er hårdt, og økonomien er presset, men samtidig finder Ellen en særlig tilfredsstillelse i arbejdet. Da den unge forsikringsefterforsker Simon dukker op i jagten på en stjålet sportsvogn, krydses deres veje. Ellen hjælper ham med et afgørende tip, og kort efter tilbyder Simon hende et job som efterforsker for forsikringsselskabet. Samarbejdet mellem de to bliver hurtigt bogens største styrke. Ellen er erfaren, direkte og en smule modvillig, mens Simon er ambitiøs, veluddannet og besidder en omfattende viden om kunst. Da et værdifuldt kunstværk forsvinder efter en brand hos en kunstsamler, som samtidig mister livet, bliver de sat på en sag, der viser sig at være langt mere kompliceret end først antaget. Plottet er godt skruet sammen og udvikler sig i et passende tempo. Efterforskningen afdækker gradvist nye spor, og som læser bliver man hele tiden holdt nysgerrig på, hvad der egentlig er sket. Kunstverdenen tilfører historien et interessant miljø, uden at det bliver for tungt eller svært at følge med i, selv for læsere uden forhåndskendskab til emnet. Forfatteren formår samtidig at plante flere spændende sidehistorier, som tydeligvis vil få betydning senere i serien. Særligt mysteriet om Ellens brors død vækker interesse. Var det virkelig selvmord, eller gemmer der sig en mørkere sandhed? Også Simons forhold til sin mor antydes som noget, der kan få større betydning i kommende bøger. Karaktererne er troværdige og lette at engagere sig i, og relationen mellem Ellen og Simon udvikler sig på en naturlig måde. Deres forskelligheder skaber både dynamik og humor, samtidig med at de supplerer hinanden godt som efterforskere. Alt i alt er dette en solid og underholdende begyndelse på en ny krimiserie. Bogen leverer både et spændende mysterium og interessante karakterer, som man får lyst til at følge videre. Jeg ser derfor bestemt frem til næste bind og til at få flere svar på de spøgsmål, som denne første bog efterlader. Reklame – Bogen er modtaget fra forfatteren Af Lone Pedersen (09.10.2026) Andre bogomtaler af Lone |
